Her en lille selfie med Lasse, Manu og jeg, som fik os en snak om alting og ingenting efter de to ovenstående og Julie Zangenberg, havde haft deres seancer hos mig. Under optagelserne til Kanal 4-programmet “Nærkontakt”.

I aften, tirsdag d. 28 februar kl. 21 på Kanal 4, vises 3. Afsnit af “Nærkontakt”. Der møder Krumme, Rikke og jeg endnu en gang tre kendte mennesker, som har sagt ja til en dag i det spirituelles tegn. På trods af, at de er tre forskellige mennesker, blev det en lovende, fantastisk og rørende dag, som udsendelsen også bære præg af.

– Ingen mennesker er ens. Derfor er der heller ikke nogle spirits, der er ens. Hvad er spirit? Direkte oversat fra engelsk betyder det ånd. Og ånd hvad er det? En unaturlighed eller en naturlighed? Lad os bruge ordet ånd, som i at “ånde”. At ånde er det væsentligste for et menneske, og noget der gør, at vi er i live. Kan ordet ånd så ikke bruges i sammenhænge med ting, der holdes i live? Når vi dør bliver kroppen en del af den naturlige biologi i jorden.
Så den lever, og “dør” i den forstand, at det samlede menneskes helhed forsvinder, kroppen og ånd adskilles. Kroppen lever videre igennem dyr, hvis man er blevet begravet. Asken fra kroppen lever videre i havets biologi eller jorden, såfremt man bliver bisat.
Men hvad med ordet ånd? Forsvinder ånden helt?
Jeg kan ikke finde nogen logisk forklaring på, hvorfor den ikke skulle leve videre, når alt det andet gør? “Du lever videre i mit hjerte”, fortæller den gamle kone til sin afdøde mand. Jamen, så lever han jo også videre? I hendes ånd. I hendes opfattelse. Men hvad med mandens følelser og tanker og åndeligheden?

– Jeg tror på, at ånden er sammenslutning af bevidsthed af de tre ovenstående ting. Mange gange i mit liv har min naturlige rationalitet og skepsis fået lov at fylde, så det har gjort at jeg har sat spørgsmålstegn ved, om der reelt set findes ånder, og at en fysisk afdøds bevidsthed rent faktisk lever videre. Og hver gang er jeg kommet frem til samme beslutning: Hvorfor ikke? Når al det andet gør.
Men HVIS det nu skulle være sådan: Hvorfor kommer de så ikke bare igennem og fortæller om deres navn, alder, hvor de bor osv?? Tja.. Jeg kan ikke forklare hvorfor, de ikke gør. Men jeg har erfaret i min tid som medie, at nogle ånder kender deres pårørende så godt, at den pårørende først bliver bevidst om den pågældende ånds tilstedeværelse, når ånden fortæller sit fulde navn. Det har jeg oplevet. Men noget jeg også har oplevet, er ånder der på ingen måde ville fortælle deres navn. Og hvorfor nu ikke det? Jo fordi; De har måske været fysisk døde i 10 år. I den tid har de gået og set på den pårørendes sorg, og endelig har de nu mulighed for at komme igennem. Deres mål med at komme igennem i denne sammenhæng, er ikke at fortælle deres navn. Nu har de endelig fået taletid, efter så lang tid, og det skal udnyttes. Hvad ville en nær “afdød” sige til den pårørende, hvis han/hun gik og var ked af det: “Det skal nok gå. Du skal ikke være ked af det.. Kan du huske dengang med den episode, hvor….”

– Ånderne vil løfte. Og så er de fløjtende ligeglade med, om mediet sidder og siger “Kom med dit navn, adresse, osv..”. De vil blot hjælpe og løfte, som de kærlige personer de altid har været. De ændre sig ikke personligt, blot fordi de er gået over. Men igen: To mennesker er ikke ens, og heller ikke spirits. Og derfor tror jeg på ånden og den åndelige verdens eksistens. Fordi at mine seancer og oplevelser med det åndelige aldrig er ens. Og gang på gang får de mig overbevist om, at vi aldrig bliver færdige med at lære og færdige med at forstå. For det kræver at vi nærmest er Gud (som vi kender fra kristendommen). Og hvem pokker har lyst til det ansvar??

Blot en strøtanke. I hvert fald har det rykket noget hos Manu, som var så dejlig skeptisk og med plankerne solidt plantet på jorden. Han blev for nyligt interviewet til online-udgaven af Alt for damerne, hvor journalisten Sara Wilkins skriver:

“Den (oplevelsen med afdøde-kontakt, forf.) sidder stadig i ham, fortæller han, for som “et spirituelt menneske med en sund skepsis” var mødet med de tre clairvoyante vejledere – og særligt Sebbastian – “rystende” og “meget voldsom” for ham. – Ligeså snart Sebbastian havde kontakt med min mor, så ændrede stemningen sig i rummet. Det var virkelig som om, at luften – bogstaveligt talt – blev tykkere eller elektrisk. Og husk: Han vidste jo ikke, at det var mig, der skulle komme. De fysiske bevægelser, han lavede, svarer fuldstændig til sådan nogle, som min mor lavede. Jeg havde haft ondt i nakken i den uge, det har man jo nogle gange, men så siger han: “I øvrigt. Din mor siger, at du skal læse nogle bøger og slappe af. Det hjælper på din nakke.” Hvordan tror du, jeg havde det? Det var så sindssygt. Han fortalte nogle ting, som jeg er den eneste, der ved.

Men har du flere konkrete eksempler? For den skeptiske læser vil jo sidde og tænke: “Det kan ikke passe”.
– Hvis du vil have det frække svar, så er det: “Jeg er pisseligeglad.” Men det er det der med nakken og det med at henvise til dødsfaldet og til nogle meget konkrete episoder, som kun min mor og jeg delte med hinanden. Han kunne have sagt alt. Han kunne have sagt: “Dig og din mor, I kunne lide at rejse meget.” Det kunne vi ikke. Men: “Din mor hun elsker at lave mad til dig” – ja. Hun elskede det over alt på jorden og meget mere end de fleste. Hun kom med mad til mig, og jeg har lavet en kogebog efter min mors opskrifter. Han sagde også: “Jeg ser en kvinde i træsko.” Når jeg var sammen med min mor havde hun altid træsko på. Det havde hun ikke med andre! Det er sådan nogle åndssvage små ting.

Blev du ikke bange? Det lyder umiddelbart lidt uhyggeligt.
– Jeg har altid troet, at hvis jeg nogensinde skulle opleve sådan noget, så ville jeg blive sindssygt bange og løbe ud af rummet. Men det virkede naturligt. Det virkede som om, at min mor var kommet tilbage, og det var mere følelsen af: “Ah, jeg har savnet dig, mor.””

Læs det fulde interview med Manu Sareen her

Læs interviewet med mig, hvor jeg fortæller om “Nærkontakt”, skeptikere og meget mere, her

Ikke altid kommer de ånder, vi håber på at høre fra, igennem. Men ofte gør de. – Copyright: Discovery Networks Danmark & Kanal 4.

En besked fra en kvinde poppede ind i min indbakke på Facebook her i eftermiddags. Normalt har jeg ofte meget travlt og derfor sjældent tid til at svare, men i denne sammenhæng følte jeg, at et svar var nødvendigt:

“Min far fik en blodprop i hjertet da jeg var 10 år. (kvinden er i dag i 40’erne, forf.) det var min søster og jeg der fandt ham. Han blev 100 % handicappet, hjerneskadet og uden sprog. Han døde i (årstal fjernet, forf.) efter 20 år på denne måde. Jeg har et par gange været til et par klarsyns aftner, og har jo håbet på der ville komme et par beskeder fra ham. Det har jo selvfølgelig påvirket hele mit liv. Han er aldrig kommet igennem. Mit spørgsmål er: Vil han kunne kommunikere noget igennem da han jo ikke havde noget sprog og var hjerneskadet de sidste mange år?
Et medium skrev til mig, at kun hvis de ønsker det, kommer de igennem. Men jeg tænker hvorfor skulle min far ikke ønske det? Efter han forlod os på denne måde.”

Mit svar til kvinden blev: 

“Du skriver, du har været til klarsynsaftener, uden din far kom igennem. Nu ved jeg ikke, om du har været til mine aftener eller andres, men jeg kan naturligvis kun svare for mig selv:
– Når jeg arbejder på en sådan en aften er der som regel 50 + flere mennesker til stede. Udover disse 50 menneskers energier, kan jeg også sanse de afdødes energier. Og ofte så har vi flere end én eller to, der passer på os fra åndelig side. Det vil sige, hvis vi siger at der i gennemsnit er 5 afdøde til stede ved hver enkelt iblandt publikum. Så gange vi 5 med 50, og det er 250, udover det så mærker jeg som sagt også de 50 menneskers energier. Det vil sige: Cirka 300 forskellige slags energier skal jeg forholde mig til og være i, i større eller mindre grad, på halvanden time.
Derfor er det ikke alle, der sådan en aften får mulighed for budskaber. Jeg plejer blot at give budskaber fra cirka 10 afdøde plus minus, alt efter energien.
De afdøde kommer ofte igennem til sådan en aften, men da der er så mange energier i spil sådan en aften, så er man desværre aldrig garanteret kontakt.

Men! En helt anden ting er en personlig session. Hvis man kommer til en personlig session, så er man næsten altid garanteret kontakt. Dog ikke på den måde, at man kan forvente at få kontakt.
Det er min erfaring, at de afdøde vi håber på at høre fra, ofte er dem der kommer igennem. Men det er ikke altid muligt: De lever deres liv på den anden side, fuldstændig som de levede deres liv på den fysiske jord. Og vi kan jo heller ikke tage telefonen og så ringe til vores mor, og så forvente hun svarer med det samme, vel? Ergo kan vi heller ikke styre, hvornår de afdøde skal komme igennem og hvem. De har heldigvis deres frie vilje.
Derimod kan vi håbe og ønske, og ofte indfrier de afdøde naturligvis vores ønsker, da de gerne vil gøre det til gavn og glæde for os. At de så også har en masse at sige til dig/klienten, er jo bare endnu mere fantastisk.
Men udover deres frie vilje, afhænger en kontakt også altid af klientens åbenhed i underbevidstheden, mediets energi, rummets energi og matchet i kemien med den afdøde og mediet, ligesom kemien mellem mediet og klienten også skal være den rette. Men er alt bare top dollar, så er der næsten ingen grænser for den kærlighed, som ånderne kan komme igennem med ved sådan en seance.

– Ligeledes vil jeg sige, at kommunikationen mellem ånden og mediet altid foregår på mentalt plan og oftest via følelser. Det vil sige, at den tidligere fysiske barriere i udtale og kommunikation, ikke gør sig gældende i afdøde-kontakt. Det er i hvert fald ikke min erfaring. Personligt kan jeg ind i mellem opfange, hvis den afdøde har haft kommunikationsbesvær eller ikke kunnet tale eller endda har haft talt et andet sprog. Men eftersom at kommunikationen sker på mentalt plan, så har det ikke så meget at sige i sådan en sammenhæng. Jeg kondolere med dit tab.”

Accepten af delingen af kvindens spørgsmål og mit svar, har naturligvis fundet sted.

Facebook – Modet bag en skærm

“Hvordan opfatter du spiritualitet?”

– Jeg blev i 2014 interviewet af Soulguide-bloggens skribent, som spurgte mig om ovenstående spørgsmål. Mit svar lød:

“Spiritualitet for mig er først og fremmest et vidt begreb. For spiritualiteten for mig, er nødvendigvis ikke det samme for dig. Eller for Hr. Jensen henne på den anden side af vejen. Eller for Dalai Lama. Det er min overbevisning at spiritualitet dækker over sammenslutningen af personlig og åndelig udvikling igennem reinkarnation. Spiritualitet går i mine øjne ud på at blive den bedste udgave af sig selv og at være næstekærlig i sine handlinger. På vejen møder vi dog også karma, som spiritualiteten også dækker over.

Næstekærligheden består også i at have en respekt for de forskellige religioner, og ikke nødvendigvis en forståelse. Men respekt. Spiritualitet for mig er ikke en religion, men mere et livssyn eller livsfilosofi som vedrører åndeligheden, næstekærligheden samt troen på at vi lever videre og kan, i samarbejde med den åndelige verden, udvikle os. Spiritualitet for mig er også evnen til at kunne leve i nuet, og ikke handle overilet og derfor risikerer at komme ud af balance. Spiritualitet for mig, er troen på at der er en åndelig verden, som vi kan kommunikere med og for mig er spiritualitet i den grad også det, at være i bedst mulig balance med sig selv.”

I dag faldt jeg så over et opslag i en spirituel gruppe på Facebook.

Det går ud på at den pågældende behandler har opslået lidt skriv, som skal styrke hans/hendes alternative business, da gruppen er en slags “reklamegruppe”.

Selvom jeg på ingen måde er enig i den pågældende behandlers etik, eller mangel på samme, så har jeg undgået at kommentere, da folk jo for pokker må gøre som de vil, tænke som de vil og sige hvad de vil. Og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man jo holde sig væk, medmindre man kigger på læringsprocessen deri.

Dog lod jeg mine øjne falder over de flere hundrede kommentarer, hvor forskellige såkaldte “spirituelle behandlere” sviner deres kollega til med at han/hun er psykotisk, mm. Endvidere begynder disse mennesker at bedømme behandleren på baggrund af hvordan behandleren har valgt at leve sit private liv.

Om jeg gjorde øjne! At dem der kalder sig healere, clairvoyante, spirituelle vejledere kan sidde sige så grimme ting til andre mennesker, og så endda deres kollega! Det siger måske mere om dem, end om den pågældende behandler. Javist, det kan da godt være man er uenig i etikken og moralen, men at begynde at kalde folk for psykotiske mm, hvis man ikke har en lægelig baggrund er absurd, og ganske enkelt forfærdeligt! – Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at svine nogen til, og på ingen måde på grund af deres måde at køre en forretning på. Ja, jeg kan være uenig, men giver det mig ret til at køre hetz mod en? Nej! I så fald, hvis man gør det, så er man ikke spirituel i mine øjne, og bør stoppe sit arbejde øjeblikkeligt.

Når det så er sagt, er det på ingen måde for at beskytte den pågældende behandler, da jeg hverken er tilhænger eller løsgænger. Jeg er blot forundret over, hvordan man som menneske kan få sig selv til at dømme andre, og slet og ret ikke, når man anser sig selv for en lysarbejder, der hjælper andre mennesker.

Men dem om det.. Det er deres. Jeg håber blot på, at næstekærligheden sejrer, og at de finder ind til kernen af ro, således at de ikke lader sig rykke, blot pga en uenig holdning.

Lad mig slutte med at sige: Fred være med det! Nogle gange skal vi mennesker blot sige PYT! Men jeg skal love for, at jeg er blevet klogere. For som jeg startede mit svar i interviewet tilbage i 2014 med: “Spiritualitet for mig er først og fremmest et vidt begreb”.

Søndagshilsen fra Sebbastian