Man skal lægge øre til meget, når man er en offentlig person

Man skal lægge øre til meget, når man er en offentlig person. Men bør man ikke altid kende “historien” fra flere sider, før man bedømmer?

Efter et opslag på min egen profil på Facebook, kom der nogle tanker frem. 

Jeg lagde i går et opslag op, om at jeg i dag ville lave en såkaldt “live-video”. I opslaget skrev jeg, at jeg blandt andet lavede den af den årsag, at jeg modtager mange beskeder dagligt via både Facebook-siden og min profil, samt via SMS og mail fra klienter, der vil forhøre sig om alt lige fra hvordan de bestiller tid, til hvor lang tid man bør vente med at få en session fra den afdøde er gået over på den anden side, til hvordan jeg selv startede for år tilbage. Pt har jeg 200 ubesvarede mails i min indbakke, og det nervepirrende, at de blot ligger og tikker efter at blive besvaret. “Desværre” har jeg bare så travlt at jeg ikke altid kan besvare folk på lavpraktiske spørgsmål, hvor mange af svarene findes på min hjemmeside.

Det fik en herre op af sofaen og kaldte mig i en kommentar en “krukke”. Det er et sjovt ord. Krukke. Jeg har altid forbundet ordet krukke med de gamle skuespillerinder, der måske af og til kan fremstå som divaer. Jeg må ærligt indrømme, at jeg morede mig gevaldigt over ordet. Men samtidig kunne jeg mærke en uimodståelig trang til at skrive:

“Er man en krukke, blot fordi man ikke besvarer beskeder? Hvem siger, at man absolut SKAL besvare beskeder? Jeg vil hellere end gerne besvare de mange beskeder, men jeg skal vel også have lov til at være et menneske og slappe af ind i mellem?”

– Hvis han fik sådan en opsang, så må der måske være lidt om det. Især hvis jeg får en trang til at skrive sådan til herren, i stedet for at lade det ligge og tænke: “Ham om det..” Men jeg opfatter bestemt ikke mig selv som en krukke. Ja, jeg kan til tider virke arrogant. Men jeg ser ikke mig selv som arrogant. Jeg kan dog, ærligt med hånden på hjertet, være reserveret, når jeg er i en periode med travlhed. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde denne side, men må erkende og give mig selv lov til at være i det, da jeg så ellers ikke anerkender denne side af mig selv. Jeg er dog bevidst om, at denne side skyldes at jeg i mit arbejde som medie bruger meget energi og er på 120 % og mere til når jeg arbejder, og derfor har brug for at trække mig, når jeg holder fri. Desværre vil jeg også gerne bibeholde min åbenhed og imødekommenhed, som jeg også indeholder. Det betyder at jeg gerne, hellere end gerne, vil besvare folk i beskeder mm., men har med tiden måtte sande at jeg jo trods alt kun er et menneske, som alle andre. Og derfor har jeg ind i mellem besvaret SMS’er og andet, udenfor min arbejdstid.

Det som nogle opfatter som arrogance eller krukkethed opfatter jeg selv som selvbeskyttelse. I 2013 begyndte jeg at arbejde på fuld tid som medie. Forstået på denne måde, at jeg arbejder måske 4-5 timer om dagen med sessions eller lignende, mens den resterende tid bliver brugt på telefontid, mails, sms’er, praktisk arbejde i at ordne kvitteringer og regnskab, sende lydfiler fra sessions til klienter, sende tidsbekræftelser til klienter, mm. I travle perioder, hvilket jeg ofte er inde i pga andre projekter og privattid også, har jeg ind i mellem kørt sådan, at mit program var stærkt presset: Jeg tjekkede mails og sms’er og ringede tilbage til ubesvarede opkald om morgenen og aftenen, mens jeg det meste af dagen brugte tid på sessions og det praktiske deri, mens jeg i weekender besvarede mail-clairvoyancer, hvis jeg da ikke var på messe eller underviste, ligesom jeg enkelte aftener først kom i seng ved en 1-tiden, fordi hjemmesiden liiige skulle opdateres eller lignende. Så på den måde har jeg været god til at holde mig selv kørende 24/7 i den næsten bogstaveligste forstand, hvilket intet menneske kan holde til. Specielt ikke et medie/en clairvoyant, der skal være i balance for at kunne hjælpe andre videre. Det holder jo bare ikke i længden, og det blev jeg klar over i efteråret 2016, hvor jeg for anden gang i løbet af 3 år fik stress. Det jo ikke holdbart! – Igennem afstressning, samtaler med en stresscoach og en erhvervscoach, healing fra kollegaer og besøg hos en dygtig fysioterapeut, samt kraftige overvejelser frem og tilbage, kom jeg endelig på sporet igen i slutningen af januar 2017, efter en sygemelding fra starten af december 2016.

Jeg blev afklaret med mig selv, men havde overvejelserne, som jeg senere fandt ud af, de fleste stressramte har: “Laver jeg det rigtige?” “Hvis ikke, hvad skal jeg så?”..

Endnu en gang hjalp den åndelige verden mig igennem det og gav mig svar på magisk vis fra hjælp af søde Line Vilstrup (clairvoyant der holder til i Birkerød, forf.), og hvad endnu bedre: Jeg lærte mig selv, at jeg ikke kunne fortsætte på den her måde. Så jeg besluttede mig at for at omlægge min telefontid, og som udgangspunkt besvare mails i samme tidsrum. Beskeder på Facebook og SMS’er måtte jeg skære ned på, og så på en kort og høflig måde henvise til min hjemmeside, til dem der spurgte til ting, de kunne finde svar på dér. De øvrige må jeg besvarer ind i mellem ved lejlighed. Jeg har måtte ligge min arbejdsstil om, således at jeg ikke kører mig selv ned gang på gang. (U)heldigvis er det jo en balancegang og en livslang proces at lære af. Og heldigvis er jeg så ung, at jeg stadig har masser af tid til at lære at finde balancen i det. For selvom jeg har lagt en strategi, som også forlyder at jeg fx efter weekender med workshops eller messe, holder helt fri mandag og tirsdag, kan jeg stadig de dage være fristet til at tage telefonen, også selvom folk kan finde på, at ringe udenfor telefontiden. Men i min sygemelding, hvor jeg kom et skridt nærmere på kernen i mig, så lærte jeg: Hvis jeg nu ligger min “arbejdstelefon” væk, således at den ikke ligger på stuebordet foran snottet på mig, så kan jeg ikke se når der bliver skrevet eller ringet. Det øver jeg mig stadig i, men næste skridt er klart at KUN tage telefonen frem, når der så er telefontid.

Om det er snobbet, krukket eller arrogant må folk selv om. Og nu lyder det rigtig arrogant, men: Jeg er ligeglad med, om nogle synes det er krukket eller arrogant. I følge Den Danske Ordbog er dét at være krukket: “nedsættende eller spøgende.” Og sådan ser jeg bestemt ikke mig selv, blot fordi jeg arbejder med at finpudse min selvrespekt og arbejdsmoral. For mig har hele læringen i det ovenstående været, at folk må synes nok så meget om mig. Men det må de om. Så længe jeg blot passer på mig selv og min egen energi, da jeg har lært på den hårde måde, at hvis man ikke gør det, så kan man brænde ud. – Og eftersom jeg ELSKER at være kanal for den åndelige verden og ikke kan se mig selv lave noget andet, agter jeg at holde fast i den holdning. Og dem, der ikke kan leve med det, må krukke som de vil. De lever ikke mit liv, kender ikke min energi og min måde at bruge energi på – Det gør jeg. Jeg styrer jo heller ikke, hvordan de skal arbejde og ikke arbejde, medmindre de kommer til en session med clairvoyance, hvor det alligevel stadig ikke er mig der styrer, da man har sin egen frie vilje til at gøre som man vil og ansvaret for sit eget liv. Og heldigvis for det!

Jeg har ligeledes oplevet spirituelt interesserede, der opfatter nogle af mine kollegaer som arrogante eller krukkede. Og der mener jeg, at ofte kan vi der arbejder med andre menneskers energier, nogle gange fremstår som arrogante, uden at være det. Ganske enkelt for at passe på deres egen energi. Når det så er sagt, så findes der naturligvis også arrogante “krukker” i denne “branche”, som i alle mulige andre brancher. Det kan man ikke komme udenom. Og derfor må det være op til den enkelte, om man ser den pågældende behandler som arrogant eller blot selvbevidst. For dét kan være en hårfin grænse.

 

Jeg knuselsker alle dem, der kommer som klienter, hvad enten det er til private sessions, på messer eller som publikum til klarsynsaftener eller andet. Ingen tvivl om det! For de er heldigvis med til at gøre, at jeg i perioder har så travlt, at jeg heldigvis kan lære endnu mere om mig selv. Og jeg elsker at have travlt, men det gør også at jeg ind i mellem har brug for at holde helt fri og være mig. Jeg er taknemmelig for at kunne stå op hver morgen, og have den følelse, at jeg ikke kunne ønske mig noget bedre i hele verden, end at lave det jeg laver. Så tak! Jeg er taknemmelig for at være kanal! Tak! 🙂

 

Kærligst

Sebbastian