Hvorfor tro på ånder? – Hvorfor ikke tro på ånder?

I aften, tirsdag d. 28 februar kl. 21 på Kanal 4, vises 3. Afsnit af “Nærkontakt”. Der møder Krumme, Rikke og jeg endnu en gang tre kendte mennesker, som har sagt ja til en dag i det spirituelles tegn. På trods af, at de er tre forskellige mennesker, blev det en lovende, fantastisk og rørende dag, som udsendelsen også bære præg af.

– Ingen mennesker er ens. Derfor er der heller ikke nogle spirits, der er ens. Hvad er spirit? Direkte oversat fra engelsk betyder det ånd. Og ånd hvad er det? En unaturlighed eller en naturlighed? Lad os bruge ordet ånd, som i at “ånde”. At ånde er det væsentligste for et menneske, og noget der gør, at vi er i live. Kan ordet ånd så ikke bruges i sammenhænge med ting, der holdes i live? Når vi dør bliver kroppen en del af den naturlige biologi i jorden.
Så den lever, og “dør” i den forstand, at det samlede menneskes helhed forsvinder, kroppen og ånd adskilles. Kroppen lever videre igennem dyr, hvis man er blevet begravet. Asken fra kroppen lever videre i havets biologi eller jorden, såfremt man bliver bisat.
Men hvad med ordet ånd? Forsvinder ånden helt?
Jeg kan ikke finde nogen logisk forklaring på, hvorfor den ikke skulle leve videre, når alt det andet gør? “Du lever videre i mit hjerte”, fortæller den gamle kone til sin afdøde mand. Jamen, så lever han jo også videre? I hendes ånd. I hendes opfattelse. Men hvad med mandens følelser og tanker og åndeligheden?

– Jeg tror på, at ånden er sammenslutning af bevidsthed af de tre ovenstående ting. Mange gange i mit liv har min naturlige rationalitet og skepsis fået lov at fylde, så det har gjort at jeg har sat spørgsmålstegn ved, om der reelt set findes ånder, og at en fysisk afdøds bevidsthed rent faktisk lever videre. Og hver gang er jeg kommet frem til samme beslutning: Hvorfor ikke? Når al det andet gør.
Men HVIS det nu skulle være sådan: Hvorfor kommer de så ikke bare igennem og fortæller om deres navn, alder, hvor de bor osv?? Tja.. Jeg kan ikke forklare hvorfor, de ikke gør. Men jeg har erfaret i min tid som medie, at nogle ånder kender deres pårørende så godt, at den pårørende først bliver bevidst om den pågældende ånds tilstedeværelse, når ånden fortæller sit fulde navn. Det har jeg oplevet. Men noget jeg også har oplevet, er ånder der på ingen måde ville fortælle deres navn. Og hvorfor nu ikke det? Jo fordi; De har måske været fysisk døde i 10 år. I den tid har de gået og set på den pårørendes sorg, og endelig har de nu mulighed for at komme igennem. Deres mål med at komme igennem i denne sammenhæng, er ikke at fortælle deres navn. Nu har de endelig fået taletid, efter så lang tid, og det skal udnyttes. Hvad ville en nær “afdød” sige til den pårørende, hvis han/hun gik og var ked af det: “Det skal nok gå. Du skal ikke være ked af det.. Kan du huske dengang med den episode, hvor….”

– Ånderne vil løfte. Og så er de fløjtende ligeglade med, om mediet sidder og siger “Kom med dit navn, adresse, osv..”. De vil blot hjælpe og løfte, som de kærlige personer de altid har været. De ændre sig ikke personligt, blot fordi de er gået over. Men igen: To mennesker er ikke ens, og heller ikke spirits. Og derfor tror jeg på ånden og den åndelige verdens eksistens. Fordi at mine seancer og oplevelser med det åndelige aldrig er ens. Og gang på gang får de mig overbevist om, at vi aldrig bliver færdige med at lære og færdige med at forstå. For det kræver at vi nærmest er Gud (som vi kender fra kristendommen). Og hvem pokker har lyst til det ansvar??

Blot en strøtanke. I hvert fald har det rykket noget hos Manu, som var så dejlig skeptisk og med plankerne solidt plantet på jorden. Han blev for nyligt interviewet til online-udgaven af Alt for damerne, hvor journalisten Sara Wilkins skriver:

“Den (oplevelsen med afdøde-kontakt, forf.) sidder stadig i ham, fortæller han, for som “et spirituelt menneske med en sund skepsis” var mødet med de tre clairvoyante vejledere – og særligt Sebbastian – “rystende” og “meget voldsom” for ham. – Ligeså snart Sebbastian havde kontakt med min mor, så ændrede stemningen sig i rummet. Det var virkelig som om, at luften – bogstaveligt talt – blev tykkere eller elektrisk. Og husk: Han vidste jo ikke, at det var mig, der skulle komme. De fysiske bevægelser, han lavede, svarer fuldstændig til sådan nogle, som min mor lavede. Jeg havde haft ondt i nakken i den uge, det har man jo nogle gange, men så siger han: “I øvrigt. Din mor siger, at du skal læse nogle bøger og slappe af. Det hjælper på din nakke.” Hvordan tror du, jeg havde det? Det var så sindssygt. Han fortalte nogle ting, som jeg er den eneste, der ved.

Men har du flere konkrete eksempler? For den skeptiske læser vil jo sidde og tænke: “Det kan ikke passe”.
– Hvis du vil have det frække svar, så er det: “Jeg er pisseligeglad.” Men det er det der med nakken og det med at henvise til dødsfaldet og til nogle meget konkrete episoder, som kun min mor og jeg delte med hinanden. Han kunne have sagt alt. Han kunne have sagt: “Dig og din mor, I kunne lide at rejse meget.” Det kunne vi ikke. Men: “Din mor hun elsker at lave mad til dig” – ja. Hun elskede det over alt på jorden og meget mere end de fleste. Hun kom med mad til mig, og jeg har lavet en kogebog efter min mors opskrifter. Han sagde også: “Jeg ser en kvinde i træsko.” Når jeg var sammen med min mor havde hun altid træsko på. Det havde hun ikke med andre! Det er sådan nogle åndssvage små ting.

Blev du ikke bange? Det lyder umiddelbart lidt uhyggeligt.
– Jeg har altid troet, at hvis jeg nogensinde skulle opleve sådan noget, så ville jeg blive sindssygt bange og løbe ud af rummet. Men det virkede naturligt. Det virkede som om, at min mor var kommet tilbage, og det var mere følelsen af: “Ah, jeg har savnet dig, mor.””

Læs det fulde interview med Manu Sareen her

Læs interviewet med mig, hvor jeg fortæller om “Nærkontakt”, skeptikere og meget mere, her